Spillersamtaler

Spillersamtale fodbold

Den gode spillersamtale for fodboldtrænere

Denne blog-post er skrevet mens jeg er ved at gennemføre spillersamtaler med mine årgang 2007 piger. Samtalerne er en bekræftelse af at dialog mellem spillere og trænere er et af de vigtigste elementer i at skabe et trygt og udviklingsorienteret træningsmiljø – og jeg bekræftes igen og igen i at selv 10-11 årige piger sagtens kan sætte ord på deres lyst og glæde ved at spille og træne fodbold.

Spillersamtale skema:

Hvis du er landet på denne side fordi du leder efter et brugbart skema til dine spillersamtaler med fodboldholdet – så lad mig spare dig for at læse hele artiklen 🙂

Her kan du finde det simple spørgeskema eller spørgeramme som jeg har brugt til mine spillersamtaler. Husk det vigtigste er samtalen med din spiller og ikke skemaet i sig selv, men skemaet har fugeret godt for mig til at holde et flow i spillersamtalen samt et ark hvor jeg har kunne tage mine noter.

 

Spillersamtale dokument du kan printe

 

 

 

Her kan du downloade min skabelon jeg har brugt til spillersamtalerklik her…

 

Hvorfor skal jeg afholde spillersamtaler ?

Hvorfor skal jeg tale med mine spillere? Jeg ser dem jo hver uge, så jeg ved vel godt hvordan holdet fungere ? …. MÅSKE, men min erfaring er at en runde af spillersamtaler altid afslører nye sider af holdet, skjulte ambitioner hos spillere og muligheder som du som trænere simpelthen ikke har set i de ugentlige træninger – men som nu kan aktiveres individuelt så den enkelte spiller kan tage sit næste skridt på sin personlige udviklingstrappe.

Helt konkret får du som træner værdifuld information om hvem der trives på holdet og personlige tilbagemeldinger fra spillerne enkeltvis – hvad enten det er positiv feedback der skal fastholdes i træningen eller ting der ikke fungere på holdet, i træningen eller spillerne imellem.

Ved at afholde individuelle spillersamtaler opbygges der også en forståelse og tryghed mellem spilleren og dig som træner – og du vil få et bedre billede af det hele menneske i spilleren og ikke bare hvordan un eller han opfører sig på banen. Forvent ikke at alle spillere er klar til at åbne sig 100% i den første samtale, men se det som en proces til at bygge tillid og gøre det til en naturlig ting for spilleren at tale med sin træner når der er tanker eller spørgsmål vedr fodbolden.

 

Hvordan gennemfører jeg en spillersamtale ?

Du kender dig selv og dine spillere bedst – derfor ved du også bedst hvordan du vil kunne få en samtale situation til at fungere. Men jeg giver dig gerne opskriften på hvordan jeg har gennemført spillersamtaler på mine hold.

Vi har prøvet flere modeller på holdet, både ved at gennemføre samtaler i de ugentlige træninger, ved at række en spiller ud af træningen og så afholde samtalen. Men senest har vi indkaldt til dedikerede samtaler, hvor spillerne er inviteret ind i klubhuset hvor vi i et roligt lokale har kunne afholde samtalen. For de yngste spillere er der afsat 30 min til samtale – for ældre spillere kan samtalerne være længere uden at det går ud over fokus.

Først og fremmest er det vigtigt at spilleren føler sig tryg ved samtalen, så brug gerne lidt tid på at sætte rammen, fortæl hvad der skal ske, fortæl hvad I skal tale om og hvad du skriver ned undervejs. Dette er også én af grundene til at jeg altid starter med et generelt spørgsmål omkring hvad der gør spilleren glad ved fodbold. På den måde får jeg hurtigt spilleren selv i gang med at sige noget. For mig er det langt vigtigere at bruge de 30 min på at lytte på hvad spillerne kan/vil sige end at jeg selv for talt – det skal vi nok nå senere igennem træningerne.

Som du vil kunne se, hvis du downloader mit skema jeg bruger til spillersamtalerne, så taler vi os igennem følgende emner:

  • Socialt – hvorfor det er sjovt at gå til fodbold og hvordan fungere holdet
  • Træning – hvad er en god træning, hvad gør det sjovt at komme til træning og spillerens egne idéer til at gøre træningen endnu bedre/sjovere
  • Kamp – favorit position, hvor kan spilleren selv bedst lide at spille på banen
  • Udvikling – hvilke områder er du som spiller god til og hvad vil spilleren gerne udvikle yderligere – teknisk, taktisk, fysisk og mentalt.

For alle områderne gælder det at jeg først stiller spørgsmålet, lader spilleren svare og følger derefter op med ‘hvorfor’ sprøgsmål. Du kan hente meget mere information ud af spillerne ved at lytte til hvad de siger – og så uddybe med et hvorfor spørgsmål. “Hvorfor synes du det er sjovt at skyde på mål?”, “Hvorfor kan du bedst lide af spille i forsvaret?”, “Hvorfor synes du det er sjovt når vi er mange til træning?”. “Hvorfor vil du gerne være bedre til at lave finter?”. Med hvorfor spørgsmål får du som trænere mere viden om dine spillere, men spillerne kommer også selv til at reflektere mere over deres svar – og dermed udvikler samtalen også deres egen forståelse for deres fodbold tanker.

 

Spidskompetencer vs forbedringsområder:

Er bægeret halvfyldt eller halvtomt? Leder vi kun efter hullerne i osten? …. eller sagt med fodbold-ord, skal man i sine spillersamtaler fokusere på at støtte og videreudvikle spillerens spidskompetencer eller skal vi fokusere på at udpege udviklingsområder som spilleren skal træne og forbedre.

Måske er der ikke ét svar på dette spørgsmål – men min oplevelse i fodboldens verden (og i erhvervslivet) er at der er langt mere fokus på at rette fejl og mangler end at dyrker eneren og favne forskelligheden. Så mit råd vil være – have mere fokus på at gøre spilleren klar over hvor han/hun har sine spidskompetencer og hvordan de forsat kan dyrke dette område og bruge det som en fordel på banen. Hjælp dem til at forstå hvorfor deres spidskomtence kan blive endnu bedre ved at arbejde med et ekstra teknisk, taktisk, fysisk eller mentalt element.

Zoom ind på hvad der kan skabes energi og motivation omkring – forstået på den måde at spilleren har lyst til at forbedre sig på et givent område. Når du kan mærke at I har fundet et område hvor spilleren har en oprigtig lyst til at forbedre sig – så tal om hvor hun eller han kan træne dette. Er det til de ugentlige træninger, er det i kamp, er det gennem selvtræning eller i skolegården ? Lav en aftale som både du og spilleren kan huske – tilbyd evt at lave en handle- træningsplan som spilleren kan bruge til evt selvtræning.

Sidst men ikke mindst, lav en aftale om hvordan I kan følge op på om spilleren har flyttet sig på det valgte udviklingsområde. Det kan være ved en test eller i en kamp eller andet – men lav en aftale, sæt tid på og følg op. Resultatet kan så afgøre om spilleren skal arbejde videre med området eller I er klar til en snak om det næste skridt.

 

Hvornår skal jeg begynde at holde spillersamtaler ?

Som alt andet i fodboldens verden kan discipliner trænes – og det kan spillersamtaler også. Jeg tror fuldt og fast på at ved at starte tidligt med spillersamtaler dyrkes egenskaben hos den enkelte spiller til at sætte ord på fodbolden og der kan etableres en naturlig dialog mellem spiller og træner. Dialog mellem spiller og træner er en hjørnesten i etablering af det bedst mulige udviklings- og træningsmiljø. Der er derfor ingen grund til at vente – start træningen af disse samtaler op – men vær klar over at det kræver tid og energi fra din side som træner.

På mit nuværende hold startede vi samtaler da spillerne var U11, her tog vi udgangspunkt i DBUs idéer omkring børnesamtaler og emnerne var udelukkende omkring det sociale, trivsel og hvad der gør det sjovt at gå til fodbold. Året efter – U12 – har vi så fulgt op med en spillersamtale, hvor vi følger op på trivsel, det sociale og hvad der gør det sjovt at komme til træning. Men nu også med flere elementer omkring fodbolden.

Vær bevidst om hvem du holder spillersamtaler med, for der både skal og vil være forskel på hvad der skal tales om med en U12 spiller ift en U18 spiller – men som træner får du masser af værdifuld input fra dine spillere uanset alder.

 

Tilpas din spillersamtale

Som alt muligt andet her i livet fungere one-size-fits-all heller ikke når du skal lave spillersamtaler. Du bør forholde dig til den enkelte spiller og finde ud af præcist hvad du kan få ud af samtalen med hende eller ham. Det gælder ikke kun forskel på spillere i forskellige aldre, men selv på dit eget hold af jævnaldrende spillere skal du overveje hvad du skal tale med hvem om.

En måde kan være at forholde sig til i hvilken fase spillerne på dit fodboldhold høre til – hvem passer ind i de enkelte faser ?

Begyndelsesfasen:

Spillerne hvor fodbold er en blandt flere sportsgrene – og udelukkende er en sjov og legende aktivitet hvor der er plads til at lave mange fejl uden at blive irrettesat. Som træner bruger du ofte ros ift det forsøg spilleren gør og IKKE resultatet hos denne spiller. Træningsmiljøet har for denne type af spillere ikke karrakter af indbyrdes konkurrence spillerne imellem.

Udviklingsfasen:

Talentets overgang til udviklingsfasen sker i forlængelse af, at fodboldspilleren bliver ’fanget’ af aktiviteten og bevæger sig fra sjov og glæde over i et mere seriøst syn og tilgang til sin sport. Eksempelvis når en ung spiller der går til fodbold pludselig ikke længere anser sig som ’en der spiller fodbold” blandt mange andre aktiviteter, men nu opfatter sig som ’en fodboldspiller.

Der opstår en forandring i personens status, og aktiviteten fodbold fremstår nu som en del af barnets identitet, fordi personen opdager, at det inden for den specifikke aktivitet har nogle særlige evner, der adskiller personen fra andre.

I fodbold vil disse evner typisk være:

  • Tekniske færdigheder; tæmme bolden, skyde, aflevere, heade osv.
  • Er robuste og kan modstå psykisk pres under træning og i konkurrencesituationer også selvom træner og andre spillere siger negative ting til personen – altså ikke give op.
  • Har evner og vilje til et stort tidsforbrug og på at træne/arbejde hårdt og målrettet. – også når det er koldt og benene er trætte og ømme.
  • Har social støtte og opbakning fra familie og nærmeste omgangskreds – altså have en vis portion selvtillid.

 

Ekspertisefasen
Talentets overgang til ekspertisefasen opstår i forbindelse med en stimulering fra en succesfuld præstation, hvilket signalerer, at udøveren har nogle kompetencer ud over det sædvanlige. Udviklingsmæssigt har talentet opnået et ekspertniveau, der langsomt nærmer sig præstations toppen, det kunne være udtagelse til DBU mv.

 

Det bør være tydeligt for alle at spillersamtaler bør være forskellige afhængig af om spilleren er i Begyndelses-, Udviklings- eller Ekspertisefasen – og at dette egentlig ikke har noget at gøre med alderen på spilleren – men mere om hvor spilleren befinder sig på sin individuelle udviklingstrappe, samt hvilken rolle fodbolden spiller i hverdagen for den enkelte person.

 

Download gratis spillersamtale skema

…har du fået lyst til at prøve kræfter med spillersamtaler på dit hold, så kan du herunder finde den skabelon og spørgeskema jeg har brugt til at gennemføre mine spillersamtler.

Spillersamtale dokument du kan printe

 

 

 

Her kan du downloade min skabelon vi har brugt til spillersamtalerklik her…

 

Har du selv gode eller mindre gode erfaringer med afholdelse af spillersamtaler – så smid en kommentar herunder og lad os inspirere hinanden.