Øvelser vs udvikling
Vi trænere er så glade for nye spændende og fede øvelser… Er der noget bedre end når de planlagte øvelser spiller max til en træning? Men hvorfor var det nu lige at vi valgte de øvelser???
Den gode fodboldøvelse
Vi kender det nok alle sammen – at lede efter øvelser til en træning, så træningen både bliver sjov og spændende. Vigtige elementer for os der træner børn- og unge til fodbold. Og det er jo ikke svært at finde inspiration til øvelser – et par søgninger på Internettet (denne blog f.eks.) eller YouTube og det vælter frem med både spændende og avancerede fodboldøvelser.
Men er vi som trænere altid gode nok til at at få stillet helt skarpt på hvad det er vi vil med øvelserne? Hvad er det præcist at vi ønsker at vores spillere skal tage med hjem fra træningen og føle/vide at de er blevet dygtigere til ? Og husker vi at fortælle dem hvorfor det er vi laver netop denne øvelse?
Jeg skal være den første til at melde mig og sige at jeg i min tid som træner har taget mig selv i at evaluere en træning ud fra om øvelserne ‘kom til at køre’ – hvilket jo i sig selv aldrig bør være målet.
Glen’s fodbold proces
Som midtjyde og FC Midtjylland fan vil der altid være lidt ekstra opmærksomhed på en træner som Glen Riddersholm – også da han var træner i AGF. Her blev han hurtigt kendt (og måske berygtet) for at have fokus på processen. Og selv om folkene i AGF måske ikke havde helt den tålmodighed der skulle ift. Glen’s procesarbejde, så tror jeg stadig på at han har fat i noget.
Vi trænere bør se på vores hold – selv i børne- og ungdomsårene – som en del af en proces. En meget vigtig udviklingsproces, hvad enten udviklingen går efter at blive en af de helt dygtige fodboldspillere i Danmark eller at udvikle hele unge mennesker gennem sport og idræt. Vi bør som trænere involvere os i vores spilleres udvikling. Det vil opleves som meget motiverende for den enkelte spiller, men jeg tør også god vove pelsen og sige at det vil være ligeså motiverende for os som træner.
Vi skal vide hvor vi vil hen med vores fodboldtræning.
En proces uden retning er bare tilfældigheder. Så når vi som trænere skal lave vores træningsplanlægning kræver det altså at vi har gjort os nogle tanker om hvor vi gerne vil hen med vores spillere og vores hold. Hvor er det at vi gerne vil udvikle dem? Hvor har vi styrker der skal dyrkes? Og hvor har vi udviklingsområder som vi er nød til at løfte i niveau?
Når vi som trænere har et klart billede af det, så bliver det pludselig meget lettere at udvælge emner til de enkelte træninger som vi kan fokusere på. Det bliver lige pludselig meget let at kalde spillerne sammen når træningen starter og forklarer dem hvad der skal ske i dag, hvad det er vi træner og hvorfor. ….
En hver træningsøvelse bør max have 3-4 fokuspunkter. Dine spillere kan helt sikkert mestre en eller flere af dem fra start. Husk at rose dem for det de mestre og coach efterfølgende på de ting, som skal rettes – men ret endelig, træner vi det forkerte spilder vi tiden. Husk efterfølgende at rose spillerne igen, når bevægelse eller elementer i det vi træner forbedres.
Vores succes som træner ligger ikke i om spillerne kan øvelsen. Vi lykkes med vores overordnede mål (at udvikle den enkelte spiller) når vi har fokus på færdigheden og bevægelsen vi ønskede at træne med en bestemt øvelse. Kort sagt – øvelsen er midlet til at opnå et mål, ikke målet i sig selv. Det er langt mere vigtigt, at vores spillere kan de forskellig tekniske færdigheder, som der er fokus på – og det er derfor at vores planlægning af træningen i højere grad skal have fokus på hvilke 3-4 ting, som spillerne skal kunne mestre, når træningen er færdig. At øvelsen ikke er 100% i orden, er ikke så vigtig – en stærk træner er ikke øvelsestræner – men udviklingstræner.
Fodboldkampen den ultimative øvelse
”Vi spiller for at vinde”. Enig – det er grundkernen i sport og spil at vi skal forsøge at vinde. Men i børne- og ungdomsfodbold er der et højere mål end resultattavlen. Udvikling – det tror jeg egentlig der er bred enighed om i mange klubber og blandt os trænere.
Men måler vi vores udvikling gennem sejre i kampe, jo flere sejre jo mere har vi udviklet os…. er vi så virkelig udviklings orienteret – er det så ikke bare resultat fodbold pakket ind i lidt pæne udviklings-ord?
Hvis ikke vi måler vores kampe på andet end resultat, så bliver vi det vi måler, nemlig resultat orienteret – og kampene bliver ofte til ‘blinde pletter’ for det vigtigste – nemlig den forsatte udvikling af vores spillere og holdet. Mener vi det når vi siger at vi vil udvikle, så bør vi ikke vinde for at vinde – men i stedet måle på om vi lykkes med de ting, som vi har trænet på at blive dygtigere til. Vinder vi uden at anvende det vi har lært spillerne, så har vi vel bare spildt en masse gode træningstimer, set fra et udviklingsmæssigt perspektiv? Vi har vundet ja, men er vi blevet dygtigere og har vi udviklet spillerne?
Det er den udfordring jeg har givet mig selv om mit træner team for 2019. Vi skal blive bedre til at sætte ord på hvad det er for en udvikling vi er i gang med – og sætte konkrete målepunkter for vores kampe, så vi øver og måler hvor langt vi er kommet i den udvikling i den ultimative øvelse – det færdige spil som kampen er.
Vi vil være bedre til at sætte ord på dette, så vi kan dele de mål med både spillere og forældre og på den måde synliggøre at vi træner for at udvikle os.
Leave a Reply